Nordjyllands fuglesjul  

Vejlerne

 

 

Tekst hentet fra Wikipedia den 18. juni 2007

Vejlerne er et stort naturområde mellem Thisted og Fjerritslev på grænsen mellem Thy og Han Herred (tidligere også grænsen mellem Viborg Amt og Nordjyllands Amt). Området var oprindelig to fjordarme langs halvøen Hannæs i Limfjorden, som man forsøgte at inddæmme til landbrugsland i 1800-tallet. I 1912 opgav man afvandingen af fjordene, og området har siden udviklet sig til et fantastisk naturområde med stor fuglerigdom, blandt andet Danmarks største bestand af ynglende grågæs (ca. 1000 par), rørhøg og de truede arter rørdrum og sortterne. Området i sin helhed udgør omkring 150 km2, hvoraf 60 km2 oprindelig var dækket af vand. Det består i dag af søer, strandenge og udstrakte rørskove

I de vestlige vejler ligger søerne Tømmerby Fjord på 790 ha, Vesløs Vejle og Arup Vejle på tilsammen 485 ha, og Østerlild Fjord på 560 ha. I de østlige vejler ligger søerne Lund Fjord på 615 ha, Han Vejle 85 ha, Selbjerg Vejle på 900 ha, og den næsten afvandede Bygholm Vejle på 1260 ha.

I 1958 fredede de daværende ejere området, og i 1960 blev det udpeget som Danmarks største naturvidenskabelige reservat. I 1965 blev der bygget en ny effektiv centralsluse på Bygholmdæmningen der også fører hovedvej 11 over området; Dette medvirkede til en vandstandssænkning i de østlige Vejler, og et forringet fugleliv i området, der dog stadig, udover at være yngleplads, har stor betydning som rasteplads for fugletræk.

Vejlerne er udpeget til RAMSAR-område og EU-fuglelokalitet og i 1978 oprettede Skov- og Naturstyrelsen en biologisk feltstation. Offentligt tilgængelige udsigtstårne er opført flere stede i udkanten af vandområderne.

I dag ejes Vejlerne af Aage V. Jensens Fonde.

 

Fugleskjul og fugletårne:

Fugleskjulet ved naturcentret

Vejlernes Naturcenter ligger ved hovedvej A 11.
Fugleskjulet giver et overblik over den sydøstlige del af Bygholmengen samt den lavvandede Midtsø, der er en brakvandssø.

Kraptårnet

Fra P-pladsen ved Alvejen fører en ca. 700 meter lang sti gennem et læbælte ud over en eng og frem til tårnet.
Kraptårnet er et godt observationssted, når man ønsker overblik over Bygholmengens centrale dele.
Nord for Krapdiget, der vest for tårnet strækker sig tværs over Bygholmengen, er vandet ferskt, og det står ca. 50 cm højere end syd for Krapdiget, hvor vandet er brakt.

Han Vejle Skjulet

P-pladsen ved skjulet er anlagt på den dæmning, der fra 1906 og til slutningen af 1960erne betjente jernbanen mellem Thisted og Aalborg. Vandstanden i Han Vejle varierer, og vandet står normalt højest i marts og lavest i september.

Kærup Holme Skjulet

Fra P-pladsen nær de gamle jagthytter ved Han Vejles vesthjørne er der ca. 100 meters gang ad Østre Landdæmning til skjulet.

Tømmerby Fjord Tårnet

Dette tårn giver et godt udsyn over landskabet omkring De vestlige Vejler.

Arup Vejle Skjulet

Skjulet er bygget øverst på stenalderkyst-skrænten øst for Arup Vejle.
Herfra er der gode muligheder for at overskue engene omkring Arup Vejles østside. Der er også god udsigt til fugleøen, Melsig, midt i Arup Vejle.

Links:

Reservatfolder fra Skov- og Naturstyrelsen



Jeg modtager meget gerne bemærkninger til siden og nye oplysninger om danske fugleskjul og fugletårne, Ole Nielsen